For noget i retning af tre år siden, havde jeg et dumt og helt vildt usandsynligt uheld, der gjorde at jeg kom slemt af sted med min fod, eller mere præcist med min ankel.
Jeg var på det tidspunkt aktiv skateboarder på 20. år og havde rimelig godt styr på hvad jeg lavede. Men jeg tog ud for at skate, selvom jeg havde feber og var derfor rimelig ude af balance. En lang historie kort; jeg brækkede min ankel to steder, min fod vendte simpelthen omvendt, altså den pegede bagud.
Da jeg kom ind på hospitalet, var det første de gjorde, at brække foden på plads igen. Behøver jeg at sige at det gjorde pænt nas? Derefter blev jeg bedt om at vente til dagen efter, hvor jeg skulle opereres.
Morfin og snak
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er altid uheldig med hvem jeg kommer til at være på stue med, når jeg er på hospitalet. Jeg havde usandsynligt mange smerter, og var fuldstændig dopet på morfin.
Ham der lå ved siden af mig var en mand på omkring 50 år og når han sov snorkede han helt vildt, mens han snakkede som et vandfald når han var vågen.
Det var ligesom om at han slet ikke ænsede at jeg befandt mig i et sandt smertehelvede og ikke gad snakke med ham. Det største lyspunkt ved opholdet, var alt den lækre chokolade jeg fik af min familie. Heldigvis gik operationen af anklen godt og jeg var hjemme efter to dage.
Efter 8 uger blev gipsen fjernet og jeg kunne begynde at bruge min fod igen. Den er desværre aldrig blevet helt god og jeg har stadig et minde i form af en række skruer i den.
